Vinson

Vinson

Mt. Vinson el. Vinson Massif er det højeste bjerg i Antarktis, hvor det ligger nær basen af den Antarktiske halvø, der strækker sig op mod Sydamerika. Mount Vinson er 4.892 m højt og det ligger omkring 1.200 km fra Sydpolen. Bjerget er den højeste top i den 21 km lange og ca. 13 km brede Sentinel Range, som igen indgår som en del af Ellsworth Mountains.

 

 

 

 

 

Bjergbestigning på Antarktis

Jep, nemlig, sådan!
Så lykkedes det endelig at finde økonomien for at komme til Antarktis og bestige Mt. Vinson på 4892meter. Det var en kamp, der havde taget mig 2 år at finde sponsorer/samarbejdspartnere til. Så jeg var lykkelig, da jeg den 3 dec. 2004 steg ombord i flyveren fra Kastrup lufthavn mod Punta Arenas i det sydlige Chile.

Herfra ville en kæmpe russisk transport flyver, Ilyushin 76 tage os med til Patriot Hills på Antarktis. Så gik det videre med et mindre Twin Otter fly, som er udstyret med ski i stedet for hjul, og vi landede i nærheden af Mt. Vinson base camp og verdens sydligste "lufthavn".

Selve turen op ad bjerget startede d. 14 dec. Foruden jeg selv, var det en hollander, samt 6 amerikanere. To af de seks amerikanere og hollænderen, havde toppen af Mt. Everest frisk i erindring fra foråret 2003. Jeg var spændt på at høre historier fra deres tur til verdens top. Det ville der blive god tid til i de dage, der skulle komme.

Vi skulle gå hver dag frem og tilbage. Først for at lave lejr 1 og ned og hvile i base camp. Så flyttede vi op i lejr 1 og derfra lavede vi lejr 2. Ned og hvile i lejr 1 og dagen efter flytte op i lejr 2.

Hver dag gik vi ca. 10 timer og først oppe i lejr 2, inden topforsøget, blev det til en hviledag.

Hverdag når vi gik, skulle vi slæbe på en 30 kg tung rygsæk og de første dage også en 30 kg tung plastikslæde, for at få ekstra proviant og tøj med op ad bjerget.

Jeg nærede meget store håb om at stå på toppen af Mt. Vinson omkring den 17/18 december 2004.

Det holdt næsten stik, idet jeg stod på toppen af Antarktis den 20 dec. kl.19.14 lokal tid. ( 15.14 dansk tid)

Jeg havde inderligt håbet at vejret ville være fantastisk og udsigten ganske unik. At kunne kigge ud over isørknen og bjergkæden Ellsworth Range og Vinson massivet. Men desværre, det var whiteout*. Udsigten var lig nul og det var omkring -40 grader. Ikke et sted man har lyst til at blive stående i længere tid. Så da vi havde fået taget de obligatoriske topbilleder, var det tilbage, og ned mod lejr 2 i 4000 meter igen. Målet var at komme på toppen af bjerget og det lykkedes.

Så kan det ikke hjælpe at græde over, at udsigten ikke var til stede. Men hvor kunne det have været flot!

Bjerget på Antarktis, var mit 6 af The 7summits og jeg nærmer mig mit endelige mål, at bestige verdens 7 højeste bjerge på jordens 7 kontinenter.

Langt de fleste mennesker, der har forsøgt at bestige Mt. Vinson, er kommet på toppen. Bjerget er ikke kendt for at være et dødsbjerg, eller på anden måde mere farligt at bestige end andre. Dog er der jo altid en form for kalkuleret risiko inden for bjergbestigning. Det være sig gletcherspalter, isfald, eller stormvejr m.m.

Særligt på Sydpolen er det vejret der er den største fare. Det bliver let ned til -50 grader. Med en vindfaktor lagt til, kan temperaturen let blive din største fjende i kampen mod toppen, da risikoen for forfrysninger er stor. Snestorme kan vare i dagevis uden at stilne af.

Også under den korte Arktiske sommer med 24 timers dagslys fra November til Januar.

Under 400 mennesker har betrådt Mt. Vinson, siden det første gang blev besteget i 1966.

Det var d. 17 december af en National Geographic Society expedition. Næsten 200 år efter James Cook opdagede/kortlagde Antarktis.

Kun en Dansker har tidligere været på toppen af Mt. Vinson nemlig Michael Knakkegaard.

Michael var også den første dansker, der var på toppen af mægtige Mt. Everest i 1996.

I 1999 faldt Michael desværre ned på bjerget Makalu i Nepal og døde.

Mt. Vinson har fået sit navn fra en amerikansk kongres medlem Carl G. Vinson fra Georgia USA.

Han var en stor promotor for Arktiske expeditioner fra 1935 til 1961.

Lincoln Ellsworth, en amerikansk pilot, fløj mange gange i tiden 1934 til 1939 henover Antarktis og gav bjergkæden, hvor Mt. Vinson ligger, navnet Ellsworth Range.

Mt. Vinson er ca. 960 km fra selve sydpolen og ca. 1920 km fra den nordlige spids af Antarktis.

Han opdagede Ellsworth bjergkæden i d. 23 november 1935. Ingen mennesker kom der igen før i 1960erne.

Skulle du have lyst til at se mere omkring mit 7summits projekt, er du velkommen til at kigge forbi min hjemmeside www.7summits.dk. Her kan du også booke mig til at komme og holde et foredrag.

*Whiteout, er et udtryk man bruger, når der er total hvidt omkring dig. Prøv at forestille dig du flyder rundt i et glas mælk

 

 

Søg